Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

• en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
• en højere lavalder for fængsel (18 år)
• et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
• unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

Virkeligheden og antropologiens kødhakkemaskine

Jeg faldt over en artikel på videnskab.dk, et tilfældigt nedslag i den flom af papir der i øjeblikket flyder ud af universiteterne inden for disciplinen politisk anæstesiologi. Ligesom lægevidenskaben giver sprøjter, piller og lattergas, så er en mængde forskere, journalister og politikere parat til at rykke ud med smertestillende bortforklaringer, når dele af samfundskroppen gør ondt.

En antropolog har skrevet ph.d. om ungdomsbander. Den undskyldende og udglattende tone er understreget fra starten, idet der tales om marginaliserede unge, gadedrenge,  gadelivsstil, ungdomsfællesskaber eller blot “unge”. Bandezoner er blevet til “drengezoner”.

Nu kan man selvfølgelig i nogen grad forsvare et neutralt sprogbrug, men det går nemt over i det bevidst neutraliserende. Udtrykket “marginaliserede unge” indeholder i sig selv en påstand, nemlig at andre aktivt har marginaliseret disse stakkels unge; begrebet er altså ikke spor neutralt, men lægger skylden på det omgivende samfund.

Artiklen er garneret med nøje udvalgte billeder. Først to voldelige danske unge med lys hud, siden en gangsta-hiphopper af anden etnisk baggrund, meget ung, nyvasket og som taget ud af en musikvideo.

Hvis man havde byttet rundt på etnicitet eller hudfarve i de to billeder – nydelig dansker fra tøjkatalog sat op imod to truende indvandrere med hævet knytnæve – så tror jeg nogen ville skrige om racisme og manipulation.

(På tilsvarende måde bruger en anden artikel, Ingen forskning i den danske bandekrig, et foto af to danske Hells Angels-rockere, selv om artiklens emne egentlig er manglende forskning i de “etniske” bander).

Langt nede i artiklen afsløres det at drengegrupperne, i hvert fald i det eneste specifikke eksempel, var “18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund”. Den aldersgruppe plejer ikke at blive betegnet som drenge, men det afslører blot den banaliserende sprogbrug fra forskerens og journalistens side.

Det fremgår ingen steder om hun også har beskæftiget sig med etnisk danske ungdomsbander, hvilket er ærgerligt, da det kunne have været interessant med en sammenlignende analyse på tværs af kulturel baggrund. Hun drager en sammenligning med “unge danskere … i 1970′erne og 1980′erne, da de mødtes på gaderne”. Mit forsigtige gæt er at forskeren ikke kender til nogen danske drengebander af samme kaliber – fordi de ikke eksisterer – og derfor går hun tilbage til sin egen ungdom for at finde en dårlig sammenligning. En mere oplagt parallel havde været fodboldhooligans og rockere, men dermed ville man have rubriceret de etniske “drengegrupper” i samme kategori som kriminelle, hvilket en anstændig antropolog naturligvis må undgå.

Først forsøger forskeren sig med en lille diskursanalyse hentet fra kønsforskningen:

“Kirsten Hviid fortæller, at sproget er med til at vise et maskulint tilhørsforhold til gruppen. Vil man være en rigtig gangsta, må man tale som en gangsta. Hvis man bruger macho-udtryk som ’stiv pik’ viser man mandighed, styrke og potens. Omvendt viser udtryk som ‘bøsse’ og ’svans’, at man er svag.”

“Det her lyder banalt,” siger forskeren. Det synes jeg da også. 

Det er velkendt for alle at macho-sprog (på ældre dansk: karlekammersnak) er med til at underbygge maskuline fællesskaber. Men der må være en misforståelse i den sidste sætning. Når man kalder andre for “bøsse” og “svans” er det for at styrke egen mandighed, så en macho-person bliver ikke svagere af at bruge sådanne udtryk.

Men til sagen, “drengegrupperne”:

“Sidst i 1990erne blev Nivå og Kokkedal i det daværende Karlebo Kommune hærget af grupper af 18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund. Kommunen lavede et forsøg og gav bandemedlemmerne lov til at lave en klub helt fra bunden. De skulle selv styre klubben og stå for aktiviteterne mod, at de selv stoppede med at lave hærværk og var med til at hjælpe andre unge ud af problemer…. Forsøget blev en bragende succes. Kriminaliteten dalede til næsten ingenting, og samarbejdet mellem de unge, kommunen og politiet fungerede så godt, at politiet endda bad klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

Så vidt jeg ved er der også i dag ballade, vold og hærværk i Nivå/Kokkedal. Så man kan bestride hvor stor en succes det var. Jeg kender ikke området godt nok til at kunne vurdere om det virkelig var en succes indtil klubberne lukkede i 2001, sådan som forskeren påstår.

Men jeg kan jo se at den forsøgte taktik var at skabe et lille parallelsamfund ­- en autonom celle, finansieret af det offentlige.

Det minder meget om Ungdomshus-modellen. Og her vil man jo nok også diskutere i mange år fremover – uden at nå til enighed – om denne model netop sikrede fred og ro eller tværtimod lagde kimen til voldelige konflikter med det omgivende samfund.

Parallelsamfundet i Kokkedal gik videre end Ungdomshuset i den forstand at det ligefrem blev udstyret med en særlig myndighed til at opretholde en slags ro og orden i samfundet:

“Politiet bad [endda] klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

I princippet en mafia-model. Med kommunens og politiets velvillige hjælp blev der skabt en klan eller en særlig privilegeret klasse, som skulle holde justits med de andre.

De mindre privilegerede klaner blev naturligvis utilfredse og begik oprør.

Historien ligner den del- og hersk-taktik, som blev praktiseret af de britiske koloniherrer i Indien eller belgierne i Rwanda (tutsierne blev indsat som en adelsklasse, der skulle holde styr på hutuerne). Fredensborg kommune var måske nok lidt mindre bevidst om sin kulturkolonialistiske politik, men konsekvenserne var de samme, dog naturligvis i mindre målestok.

Det gik ikke i længden, fortæller forskeren, uden at forstå sammenhængen:

“Den dårlige nyhed er, at klubben lukkede efter fem år. Paradoksalt nok gav klubben problemer, fordi unge uden for målgruppen blev jaloux. De begik hærværk mod klubben, og et enkelt klubmedlem blev overfaldet. Efterhånden mistede kommunen troen på, at de unge kunne styre klubben, og i 2001 lukkede projektet. Karlebo Kommune forsøgte senere at åbne en ny klub under kommunens kontrol. Den måtte lukke efter et halvt år.”

Det fremgår ikke hvorfor den nye klub måtte lukke igen. Hvis kommunen skulle have fortsat den gamle taktik, så skulle man have bakket op om den privilegerede klan og hjulpet dem med at undertrykke de ikke-privilegerede. Det ville have sikret en slags ro og orden, baseret på vold og angst.

Det er nemlig sådan adskillige præ-moderne samfund fungerer, ikke mindst i Mellemøsten.

Forskeren siger:

“Når gruppen bliver truet, rykker man sammen og får efterhånden skabt et broderskab, som bygger på offervilje og blodsbånd.”

Ja, det er som taget ud af en beskrivelse af et klansamfund, men forskeren drager ikke selv ligheden.

Men måske opdagede kommunen hvad deres politik havde medført – en halvvejs åbenbaring er jo også en slags erkendelse.

Mærkeligt nok nævner forskeren mange faktorer som de unges gruppe- eller bandementalitet bygger på: maskulinitet, gangsta-rap og hiphop, modetøj, marginalisering, mangel på tillid og respekt, chikane fra politiet, trange boligforhold og at de “føler sig udenfor på grund af deres liv eller bare deres hudfarve”.

Kulturel, etnisk og religiøs baggrund er overhovedet ikke nævnt. Skal man have nogle ekstremt nærsynede briller for at blive antropolog?

Der er også en lille infobox i artiklen som siger:

“Du kan kende en ung mand uden for kontrol på, at han svinger mellem at være ekstremt aggressiv og voldelig for i næste sekund at opføre sig som et lille barn og søge om hjælp. Det er ifølge Kirsten Hviid et tegn på, at han er kommet så langt ud, at han ikke længere ved, hvordan han skal tackle sin situation.”

Ærlig talt, så er det nok det billede som de fleste danskere har af dårligt fungerende mellemøstlige indvandrere i almindelighed.

Eller mere specifikt, vort indtryk af den reaktion vi igen og igen ser fra  ”muslimer under pres”.

Hvis det billede skal bekæmpes, så er der brug for en forskning der skiller fårene fra bukkene. Samt en fri og ærlig demokratisk samtale, hvilket ikke er det samme som antropologisk samtaleterapi. Der skal slibes mange knaster væk, og jeg tror ikke den totale harmoni vil genopstå lige om hjørnet. Så har jeg sagt det på den mest mulig optimistiske måde.

Ovenstående er en kommentar til artiklen på videnskab.dk, ikke til Kirsten Hviids afhandling i sin helhed.

Makaber demonstration på Nørrebro?

Familien til den dræbte Mustafa Shakir Hsownay, der fredag den 27. februar i år blev dræbt af skud i Mjølnerparken, vil på lørdag bære hans kiste fra Nørrebro Station til Nørreport – en strækning på 3,5 km gennem København.

Og det skulle der ikke være noget problem i, oplyser Københavns Politi.

- Demonstrationen er anmeldt, og da der ikke står noget i reglerne om, at man ikke må bære på en kiste under en demonstration, så får de tilladelse, oplyser Jørgen Thomsen fra Tilladelses- & bevillingskontoret ved Københavns Politi til bt.dk

- Vi regner med måske at kunne blive 300-400 mennesker i mindeoptoget, som også er en protest mod bandekrigen. Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal få stoppet skyderierne og volden, men det er måske nødvendigt, at politiet forstærker indsatsen for at finde frem til de våben, der er i omløb. Det har været for nemt at skaffe sig våben, har søsteren til den skuddræbte Mustafa, Somaya, tidligere fortalt B.T. … 

(B.T., med læserafstemning)

Med al respekt for afdøde, som var et uskyldigt offer for bandeskyderierne: min første reaktion på dette var at det lyder temmelig makabert. Vi har ikke tradition for at bruge lig i demonstrationer i Danmark. Vi har faktisk kun yderst sjældent større, offentlige ligtog – det plejer at være for konger og dronninger. Men noget er ændret på Nørrebro – nye tider, andre folk,  andre skikke. Striben fra Nørrebro station til Nørreport er stærkt demonstrationsplaget og ser ud til at blive regnet for et samfund for sig selv med egne normer. Spørgsmålet er blot hvem der skal styre de normer. Det slås man bl.a. om for tiden, ligesom man slås i Södertälje, Rosengård (Malmø), Gaza og Beirut.

DF er ude med riven og vil forbyde optoget. Det ved jeg nu ikke om man bør gøre. Kisten er lukket, så det er jo at betragte som et ligtog, og der er ikke tale om usømmelig omgang med lig i lovens forstand.

Hvis der derimod trækker op til uroligheder, så kan politiet overveje – med risiko for protester – at forbyde demonstrationen for at beskytte den offentlige orden. Det hører vi nok mere om i de følgende dage.

Multikultur har følger på godt og ondt, og de kan i sidste ende ikke holdes nede med tapre forsøg via love og tiltag. Uanset hvad man vælger fra offentlig side har vi et sammenstød mellem dansk kultur og noget nyt og farverigt, som vi ikke har været vant til. Måske skal man en tur til Nørrebro på lørdag kl. 14. I bedste fald bliver det kun et fredeligt mindeoptog, for jeg har ingen skudsikker vest.

Kvinde måske overfaldet af demokratiske nazister

Gravid Mærsk-ansat skamferet af skinheads

Et overfald mandag i Schweiz vil formentlig ændre en brasiliansk kvindes liv for evigt.

Kvinden, der arbejder for danske A.P. Møller-Mærsk i Schweiz, var gravid med tvillinger, da hun blev overfaldet af hvad der bliver betegnet som tre skinheads.

De tæskede hende så hårdt, at hun mistede sine tvillinger, og de brugte en kniv til at give hende ar med racistiske betydninger. Det skriver Jyllands Posten. 

Op til flere steder på hendes krop er der således indridset bogstaverne ”SVP” der står for Schweizerische Volkspartei (Schweizisk Folkeparti, red.).

Stærke tegn på fremmedhad …

(DR)

En meget grim sag og et væmmeligt overfald, hvis det er rigtigt. Sagen er slet ikke opklaret endnu, men medierne sætter fuldt knald på racisme-motivet. Ingen journalistisk forsigtighed her.

Hvis de pågældende skinheads virkelig er tilhængere af SVP, så er de nogle meget moderate skinheads. Der findes masser af mere rabiate grupper at vælge imellem, også i Svejts. SVP er et demokratisk, nationalkonservativt parti, som har en udskældt position på grund af sin kritik af indvandring og sin – måske – populistiske retorik, som de anstændige ikke bryder sig om. Episoden svarer altså til at danske nazister skulle indridse et “DF” i deres stakkels offer. Det giver ingen som helst mening. Måske kun i venstreorienterede journalisters fantasi, thi for dem er nazisme, Le Pen, George Bush, DF, SVP, antisemitisme, racisme og indvandringskritik ét fedt.

Overfaldet fandt sted på en S-togsstation i Zürich, enten Dübendorf eller Stettbach, kilderne er uenige. Ifølge ofret havde den ene gerningsmand et hagekors i nakken. Det skulle vel nok være muligt at finde denne person, som altså render rundt med en yderst opmærksomhedsvækkende tatovering.

Tyske og svejtsiske medier er mere forbeholdne:

Verletzte Brasilianerin gibt Polizei Rätsel auf

Sie wurde mit Schnittverletzungen in der Nähe eines Zürcher Bahnhofs gefunden: Eine 26-Jährige gibt der schweizerischen Polizei Rätsel auf. Brasilianische Medien suggerieren, Paula Oliveira sei Opfer eines Nazi-Überfalls geworden – die Ermittler schließen nicht aus, dass sie sich selbst verletzte.

 (Spiegel)

Polizei bestätigt eingeritzte Buchstaben

Eine schwangere Brasilianerin wurde laut eigenen Angaben von drei Neonazis in Zürich Stettbach misshandelt. Jetzt nimmt die Polizei Stellung und bestätigt die Schilderungen der Frau in weiten Teilen. Zunächst schenkte man der Frau keinen Glauben. In Brasilien ist der Vorfall Thema Nummer 1. 

(20 Minuten, Zürich)

Sidstnævnte artikel giver en god gennemgang af sagen indtil nu. Se også billederne af de indridsede tegn.

Et billede af diskussionen i Svejts kan man få ved at læse kommentarerne under denne artikel.

I et tilfælde fra 2007 i Tyskland anmeldte en 17-årig kvinde et grimt, nazistisk overfald, hvor hun havde fået indridset et hagekors. Der var gråd, skrig og tænders gnidsel, pressen kritiserede politi og justitsvæsen, og pigen fik tildelt en “Ehrenpreis für Zivilcourage” fra “Bündnis für Demokratie und Toleranz” (tilsyneladende et skatteyderfinansieret “initiativ”, som egentlig er en statslig myndighed).  Nogle måneder senere blev hun dømt for falsk anmeldelse. Hun havde selv tilføjet sig skaderne. En lille oversigt over sagen findes her - da det er en samling af presseklip, fortæller det også om mediernes letpåvirkelighed. Også i Danmark blev sagen slået stort op, men da luften fes ud af historien, bragte TV2 et lille forkølet dementi (kan læses her - med et meget dårligt valgt billede).

I andre tilfælde har der virkelig været tale om nazistisk vold, som vitterlig eksisterer i Tyskland, men næppe på samme niveau som i 1930-33. Der bruges store ressourcer på at beslaglægge musik, flag, klistermærker, krigslegetøj og andet gøgl, og synger man forbudte sange, kan man få enorme bøder. Offentlige penge flyder ind i forskningscentre, intiativgrupper, dokumentationssamlinger og andet, og det er meget godt, men man burde huske at angribe andre former for organiseret vold og ekstremisme også.

Jeg ved ikke om der er tale om cutting eller nazi-vold i sagen fra Zürich, men mediernes reaktion er meget typisk. Ud over det politiske er der allerede diplomatiske forviklinger inde i billedet.

Jeg kunne vente med at udtale mig, men sagen i sig selv er ikke så interessant som omverdenens reaktion her og nu.

Bleeding Rose, et fristed for selvskadere

Liste der Todesopfer rechtsextremer Gewalt im wiedervereinigten Deutschland (127 tilfælde siden 1990; jeg gætter på at man har sørget for at medregne alt og mere til)

------
Opdatering 13. feb. 2009 21:07

Ekstra Bladet i dag 05:25 - Mærsk-ansat lemlæstet af nynazister - ”Advarsel: Stærke billeder”

Ritzau/Politiken i dag 07:47 - Gravid Mærsk-ansat skamferet af skinheads - (Artiklen er en ganske lille smule mere nøgtern end JP og DR’s version, men de labber stadig historien i sig).

Politiken i dag 14:16 -Voldsoffer var ikke gravid  - Den brasilianske kvinde, der siger, hun blev angrebet af skinheads og aborterde, var ikke gravid, og det lader til, hun har skåret sig selv.

Ekstra Bladet i dag 15:10 - Nazi-offer var ikke gravid - Den 26-årige brasilianske kvinde, der hævdede, at hun blev overfaldet af tre nazister og derved mistede sine ufødte tvillinger, løj om sin graviditet. Nu undersøger politiet, om hun selv påførte sig skaderne.

Det var så en hurtig omgang – sensationen blev skrevet ved morgenkaffen og dementeret ved fyraftenstid. Som journalist må man være glad og tilfreds. Der kom hele to gode historier ud af én sag.

Den iltre gut bag bloggen Ydmyghed for straks i blækhuset og skrev indlægget: “Det “pæne” og det grimme fremmedhad - En 26 årig kvinde med brasiliansk baggrund er blevet…” - Hans indlæg er slettet, men titel og indledning kan anes via google-søgninger (1, 2). Senere vil man måske kunne finde det på archive.org, men der går et halvt år før indekserede sider kommer online. Ironisk nok var titlen på Ydmygheds forrige indlæg: “De knastørre kendsgerninger”. Dem burde han holde sig til. Tidligere kritik af  ”Ydmyghed” findes i mit indlæg: Ydmyg kristendemokrat shamer DF.

Spydpigen gengiver dele af Ydmygheds indlæg samt et indlæg fra Mavepuster-Allan. Begge vil tilsyneladende give DF en del af ansvaret for overfaldet (!?). Hun klarlægger hvordan antydninger i Politiken slår ud i fuldt flor hos fordomsfulde bloggere: Falske oplysninger spredes.

Det er på alle måder dybt beklageligt at pressen render med en halv vind. Historien er endt med at nazistisk vold er bagatelliseret – og det mener jeg ikke var en god udgang på sagen. Nazistisk/højreradikal vold er et reelt problem i Tyskland, Frankrig m.v., selv om omfanget måske nok overvurderes. Vold, politiske og etniske spændinger bør dækkes på en sober og redelig måde, uden bortforklaringer og uden psykotiske excesser der minder om en glubsk heksejagt.

Hvad angår kvinden selv, så har jeg egentlig ikke noget særligt at bebrejde hende. Hun bærer naturligvis ansvaret for at opfinde en løgnehistorie, men er man psykisk ude af balance kan man finde på så meget uden at overskue følgerne. Det sker hver dag.

Ansvaret ligger hos dem der helt ukritisk har formidlet hendes historie.

Se også denne perle af en artikel:

Gode mennesker er hyklere -  Folk, der er meget generøse og betragter sig selv som humanitære mennesker stjæler, lyver og snyder mere end andre. (avisen.dk)

Shannon Laratt: Lignelsen om den blinde som leder den blinde. Moderne version af Bruegels berømte motiv, som bygger på Matt. 15, 14, som igen bygger på Upanishaderne fra det gamle Indien.

V-kandidat: Dialog med nazister og islamister, men ikke med EU-modstandere

Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.

Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.

Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.

Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne: 

“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”

Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):

Skal man snakke med sine fjender?

Nynazister, NEJ-til EU, Hisp-ut-Tahrir, Iran. Skal vi gå i dialog med mennesker og grupper, som vi er dundrende ueninge med?

Jeg tror ikke der er et entydigt svar. Man må tage stilling til det fra gang til gang. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg stiller op som kandidat til EU-parlamentet og langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej. Jeg synes, det er meningsløst, spild af alles tid og desuden forplumrende for debatten, at der igen og igen skal skal sættes spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling. Og hvis folk efter alle disse år, stadig er imod EU, er der nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig, men blot til at få lidt reklame for deres møder, som jeg har en mistanke ikke er særligt velbesøgte.

VU-Århus har fået et rap over fingrene for at tale med nynazister. Her er situationen lidt mere speget. For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække. Altsammen kan være med til at få dem til at sige: “Nåh I vil ikke acceptere mig! Så kan i rende mig…” Nøjagtigt det samme sker på venstrefløjen med punkere og autonome. Her er det nok på sin plads at træffe en beslutning ud fra hvad en professionel psykolog, ville foreslå. Og mit gæt er: “Snak med dem, forsøg at trække dem ind i fællesskabet igen.” For i Danmark har vi ikke den sociale eller økonomiske grobund for nazisme eller andre totalitære strømininger. 

Gælder det samme så for Hisb u-Tahrir? Jeg tror det desværre ikke. Noget tyder opå at den ekstreme islamisme ikke i første omgang “rammer” de udstødte 2.generationsindvandrere fra Ishøj. Her er det snarere de mere veluddannede, som, måske i en identitetskrise, splittet mellem en vestlig dekadent livsstil og en “ren” islamisk. bevidst vælger det sidste. De er overbeviste og fanatiske og rokker sig ikke ud af stedet. Jo mere man snakker med dem, jo mere vil de føle sig styrket i deres retfærdige kamp. Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion i Tyskland, tror jeg, var gjort af samme stof. 

Barak Obama har allede sendt sine første udsendinge afsted til Mellemøsten. Richard Holbrook taller med alle i Gaza-konflikten – undtagen Hamaz. Heller ikke Obama vil tale med terrorister. Men hans nye FN-ambassadør, Susan Rice, har erklæret sig parat til en direkte dialog med Iran, som om alle ved at Hamaz kun eksisterer takket være Iranske penge. Inkonsekvent! Ja, men rationelt. Den meget blodige israelske afstraffelse af palæstinenserne i Gaza kan få dem til at fortryde at de stemte Hamaz til magten, fordi deres tilværelse er blevet endnu mere ubærlig. En yderligere isolering af Iran vil ikke bringe Mujadinidads styre til fald, snarere styrke det.   

Der er altså ikke noget universelt svar på spørgsmålet: dialog eller afvisning.

(Mine fremhævelser)

Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”

Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:

• Klart nej til dialog med EU-modstandere
• Ja til dialog med nazister
• “Måske” til dialog med islamister

Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.

Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?

Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.

Naivt syn på ekstremister

I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:

• Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
• Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
• Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).

Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.

Dialog eller angst?

Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:

• Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
• Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.

Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.

Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.

Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.

Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.

Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.

Gider ikke møder uden for sæsonen

Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.

Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:

“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.

…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.

Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.

En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.

De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.

Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.

Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.

Ja-sigerne undgår debat

Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.

Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.

Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.

Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!

Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.

Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.

Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.

Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).

EU-skeptikerne vil gerne have dialog

Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.

Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.

Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.

Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.

Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.

Demokratisk arrogance kan man dog leve med.

Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.

Har Danmark det politi vi fortjener?

- Hvad har De i næsen?

 Nederst i dette indlæg kan man læse min egen klage over politiet. Jeg rørte ved min næse på en provokerende måde. Derfor blev jeg visiteret for narko.

Formanden for de københavnske politibetjente mener der er for mange klager over politiet, skriver Politiken.

Derfor skal det være sværere at klage, siger han! 

En privat virksomhed ville nok værdsætte klagerne, men prøve at fjerne grunden til dem. Ellers ville man snart gå nedenom og hjem.

Reaktionen burde være at politikorpset skal efteruddannes, reglerne strammes op, eller at der i det mindste skal ses kritisk på forholdet mellem politi og borger. Politiformanden kunne også bruge lejligheden til at kritisere politiets vilkår i de sidste par år.

Nu er det imidlertid svært at sammenligne politiet med private virksomheder. Politiet har et såkaldt voldsmonopol. Det vil sige at vi alle sammen har givet afkald på selvtægt fordi vi stoler på at det offentlige kan løse opgaven.

Når lov og orden er i uorden

Politiet førte solskinspolitik på Roskilde Festival for to år siden

Voldsmonopolet er faktisk endnu en god grund til at politiet skal optræde korrekt. Politiet kan ikke bare fare frem efter forgodtbefindende. De skal opretholde lov og orden, eventuelt med den nødvendige magtanvendelse, men derudover kan de ikke tillade sig at ydmyge arrestanter og andre.

De kan heller ikke tillade sig at optræde arrogant over for borgere der ringer efter hjælp. Pressen har dokumenteret en stribe sager hvor politiet ikke blot nægter at rykke ud, men også kommer med nedladende bemærkninger. Også hvis man vil hjælpe politiet som vidne, får man samme behandling, hvilket jeg selv har prøvet.

Det er naturligvis rigtigt at politiet er hårdt spændt op, til dels på grund af den meningsløse uro og hærgen som fulgte efter rydningen af Ungdomshuset. Til dels på grund af uroen på Christiania, som er eskaleret blandt andet fordi Slots- og Ejendomsstyrelsen elsker at drille christianitterne på de forkerte tidspunkter.

Og endelig har den fatalt mislykkede politireform sat spor, som i mange år frem kan betyde et dårligt politi og øget kriminalitet. Man har mistet overtaget i forhold til organiserede bander, som måske er i gang med at udvikle sig til en egentlig mafia i Danmark.

Politireformen var fatal

Borgere i landets “yderområder” organiserer borgervæbninger fordi politiet ikke kan eller vil udføre sit arbejde. Yderområderne behøver ikke være så langt ude; der er for eksempel lavet borgerværn i Skibby i hovedstadsområdet, så mon ikke omkring halvdelen af Danmarks areal er at henregne til de politifrie områder? Samtidig med politireformen gennemførte man en centralisering af domstolene uden sidestykke. Alt i alt vil mennesker ude i den rå provins – alt uden for de 15 største byer – være nødsaget til at gå over til wild west-justits, hvor hverdagens sager klares uden om politi og domstole.

I Hanstholm skød en politimand i 2007 en ung mand som virkede truende, men uden at der var en egentlig farlig situation. Nærmeste forstærkning skulle hentes i Holstebro, 100 km væk, og det kunne man ikke vente på. Politimanden blev senere idømt en salomonisk dom. Læs dommen, den argumenterer over et par sider kraftigt for handlingens strafbarhed, men derefter bruger den syv linjer på at dreje konklusionen til det stik modsatte, “skyldig, men straffri”. En sådan dom er ikke fremmende for retsbevidstheden.

Retten skubbede ansvaret videre (over på den svageste part, den sølle unge mand, som tilhørte bunden af vort samfund). Politimanden burde have fået en dom på 4-6 måneders fængsel, da man ellers kan tillade sig hvad som helst (strafferammen er op til 6 år). Men en del af ansvaret burde også skubbes derhen hvor det egentlig hører hjemme, hos regeringen og politiledelsen.

Der er nemlig altid en forekomst af forvirrede, sindssyge, frustrerede, destruktive mennesker i samfundet, som skal anholdes, uskadeliggøres eller tales til ro. Der er også altid en vis politisk utilfredshed og ungdommelig sprælskhed som kan føre til ballademageri. Det er statsmagtens opgave at tage fat om dem så skånsomt som muligt.

Vi taler ikke om hærdede kriminelle. Antallet af sager om politivold og tilfælde hvor politiet har skudt på borgerne i såkaldt nødværge er steget voldsomt i de senere år. Det bør få nogle alarmer til at ringe.

Politireformen og ungdomshusoptøjerne kan dog ikke forklare hele problemet. I de foregående år har vi også haft svigt og overgreb fra politiets side: Benjamin på Rådhuspladsen og Jens Arne Ørskov fra Løgstør er blot to kendte eksempler. Min mening er at politiet har haft et problem i årevis, som blot er forværret nu hvor arbejdsbyrden og reformen kradser. Politiet har aldrig taget det store skridt ud af det autoritære, gammellutheranske samfund og ind i en moderne tid. Det bliver ikke nemmere af at vi i Danmark alle sammen er bonderøve i nogen grad. Vi er generelt ikke gode til stringent og respektfuld opførsel, men det kan man jo lære.

Lov og orden forudsætter hæderlighed

Visse borgerlige vil altid forsvare politiet 100 %. Ja, politiet (og forsvaret) er faktisk den eneste gruppe som skånes for kritik af dem som ellers elsker at brokke sig over offentligt ansatte.

Det er da også et sundt udgangspunkt at forsvare dem som er sat til at opretholde lov og orden. Politiet over for de kriminelle er ikke som en sportskamp, hvor de to hold er lige gode om det. Politiet må bruge nødvendig magt – men ikke mere end det, og enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. (Dette er temmelig hypotetisk i Danmark, hvilket man vil vide hvis man har overværet en retssag – jeg har været domsmand i 4 år).

I kampen for at bevare orden i samfundet findes der regler og principper som skal overholdes, fordi man ellers selv kommer til at nedbryde den lov, anstændighed og tillid, som man var sat til at opretholde.

Kors og bånd og stjerner på

Derfor er det helt nødvendigt at politiet selv – og de borgerlige politikere – erkender de ufuldkommenheder og skønhedspletter som præger dansk politi. Det må man kunne tale åbent om uden at stille sig på kriminelle og uromageres side – sådan som venstrefløjen desværre gør.

Når det gælder politiets ledelse kan jeg ikke rigtig få øje på hvilken “side” de står på, ud over at de virker temmelig solidt inkompetente. Hele problemet ser ud til at være mere af administrativ art end politisk. Der er en ånd fra enevælden som aldrig er blevet brudt.

Politiets udspil om at “tale bandekriminaliteten ned” er en total falliterklæring – som om det onde forsvinder fordi man ikke taler om det. “Vi kan påvirke situationen retorisk ved at udtale os rigtigt”, siger en politiinspektør ved Københavns politi. (JP)

De har valgt samme holdning når det gælder politiets interne problemer og adfærd. Det er en dumhed som skader politiet – og dermed lov og orden – i det lange løb.

Fem gode råd

Regeringen må gennemføre nogle helt nødvendige kursændringer, hvis stumperne skal reddes:

• Tal åbent om problemet – det er efterhånden for tydeligt til at tale udenom.
• Lav et kontrol- og klagesystem uden om politi og statsadvokater. Tænk på at et uafhængigt kontrolsystem også kan hjælpe politiet til at udpege problemer – og rense politiet for grundløse anklager.
• Skift politiledelsen ud – opslå alle stillinger forfra. Overvej hvordan politireformen kan skæres til påny.
• Stil lederne til regnskab. Det dur ikke at politilederne kan bo på hotel i Rio for statens regning og slippe uden så meget som en påtale! “Jeg betalte pengene tilbage” – holder den hvis en person fra samfundets lavere lag har begået bedrageri? Nej.
• Lav en gennemgribende forandring i politiets arbejdsformer, uddannelse, og giv dem løbende efteruddannelse. Noget der batter. Få inspiration fra udlandet. Det engelske politi patruljerer uden våben, hvordan mon de gør? Respekt og verbale evner er nøgleordene.

Det er den politireform vi egentlig har brug for.

Ændringerne kan gøre politiet til en ærefuld arbejdsplads igen. Måske kan man hverve elever uden at lokke med egen pistol, sådan som politiet har gjort i en panisk hvervekampagne.

Tilliden er skadet

Hvis man ikke forstår hvad jeg taler om, så må det være fordi man ikke har haft kontakt med det danske politi (særlig den københavnske udgave). Det er muligt at politiet kun opfører sig dumt i ét ud af ti tilfælde, men det er et for meget. Det er de kedelige oplevelser man husker, og det skader tilliden til politiet blandt borgerne. Derved skader det hele samfundsordenen.

Det siges at indvandrerdrengene på Nørrebro er blevet udsat for at skulle smide bukserne på åben gade for at politiet kunne visitere dem med frit kig til de ædlere dele. Jeg forstår deres frustration (men forsvarer ikke den vold og ildspåsættelse der er blevet reageret med).

Dengang opfordrede politiet i øvrigt til at man skulle sende en klage. “Den skal vi nok tage alvorligt“.

Næsen

Den 15. juni var jeg en nat i byen, og desværre kom jeg til at røre ved min næse idet jeg trådte ud fra et toilet. Allerhøjst mistænkeligt. Inspektør Clouseau og hans kumpan stod på spring for at visitere mig.

Betjentene løj om eksistensen af en visitationszone, de trak selv legitimation frem af min tegnebog og var generelt grove. Da jeg bad om en begrundelse, blev det opfattet som en “provokation”. Lidt senere opfandt de en grund:

Betjent 1 sagde, at jeg havde ”store pupiller”, hvilket var grunden til visitationen.

Jeg svarede, at det nok var fordi det var meget mørkt. (Korridoren er svagt oplyst).

Betjent 1 gav udtryk for, at han mente, jeg optrådte provokerende. Han kunne dog ikke præcisere hvordan. Han sagde, at jeg havde berørt min næse på en påfaldende måde, da jeg forlod toilettet. Han viste med et strøg over siden af næsen, hvad han mente.

Jeg sagde, at jeg meget ofte rører ved min næse, uden at jeg tænker over det. (Jeg har i øvrigt fødevareallergi, hvilket kan medføre let stoppet næse, men det plejer ikke på nogen måde at virke påfaldende på andre).

Han sagde, at sidste gang, han havde antruffet en mand, der forlod toilettet og berørte sin næse på den måde, havde han visiteret personen og fundet et halvt kilo ”cola”.

Jeg sagde roligt, at de hellere burde gå ud og fange nogle rigtige forbrydere.

Begrundelsen var helt i skoven. Man må ikke visitere for narko uden anholdelse. Visitationszonerne giver dem kun lov til at visitere for våben, og zonen eksisterede i øvrigt ikke, for den var ophævet to måneder før.

Klagen kan læses herunder. Jeg har endnu ikke fået svar, trods rykker. Jeg skriver ikke grundigt for at chikanere politidirektøren, men fordi jeg har en dybt naiv tro på at tingene kan forbedres via argumenter.

(Klik for pdf)

Jeg sendte også en ansøgning om aktindsigt, efter at en jurist havde forsikret mig om at man har krav på at få oplyst navn og tjenestested. Jeg ville egentlig bare gerne læse hvad de to politifolk har skrevet i rapporten, eller om de overhovedet har skrevet en rapport. Politiet behandler som bekendt klager over politiet, så jeg stoler ikke på at de finder de to politibetjentes navne frem:

(Klik for pdf)

Jeg sendte en rykker, som jeg heller ikke har fået svar på:

(Klik for forstørrelse)

Der er masser af materiale om politivold og korruption på nettet. En stor samling af aktuelle eksempler: Dansk politi i frit fald mod bunden (politikerlede.com).

Irakisk bøsse slagtet af islamister

Out & About (københavnske bøssers hyggelige svar på Se & Hør) skriver:

Irakisk homoaktivist henrettet

Den 27 årige Bashar, som var en af de mest fremtrædende irakiske homoaktivister er blevet brutalt henrettet, fortæller Peter Tatchell fra menneskerettighedsorganisationen Outrage. 

Bashar organiserede såkaldte ”sikre huse” for bøsser og lesbiske i Bagdad. 

”Bashars indsats har reddet mange mennesker”, skriver Tatchell i en udtalelse. 

Outrage beskylder islamistiske dødspatruljer for ”henretningen” af homoaktivisten. Selvom homoseksualitet ikke er illegalt i Irak, er det dog flere gange sket, at islamiske militsgrupper har udpeget og dræbt homoseksuelle, som led i en ”udrensning”. 

Her er der lidt kludder i ordvalget. Stater henretter folk, privatpersoner myrder dem. Faktisk troede jeg, første gang jeg læste overskriften, at det var i Iran.

Udenlandske netmedier skriver det mere direkte:

pinknews.co.uk: Gay leader assassinated in Baghdad

While homosexuality is in itself not illegal in Iraq, several laws are used to persecute gay people.

Laws against loitering, indecent exposure, spreading “dangerous diseases,” committing and indecent act in public and making “indecent” advances are all used.

However, of much more pressing threat to gay Iraqis are the actions of militia groups.

Advocate.com: Iraqi Gay Activist Murdered in Baghdad

Gays Without Borders: Sexual Cleansing in Iraq: Bashar, Coordinator of Iraqi LGBT in Baghdad Assassinated,

Islamist Death Squads Are Hunting Down Gay Iraqis and Summarily Executing Them…

Islamist death squads are engaged in a homophobic killing spree, with the active encouragement of leading Muslim clerics, such as Moqtada al-Sadr, as Newsweek recently revealed.

One of these clerics, Grand Ayatollah Ali al-Sistani, the spiritual leader of Shia Islam, issued a fatwa urging the killing of lesbians and gays in the “worst, most severe way possible.”

The short film, Queer Fear – Gay Life, Gay Death in Iraq, produced by David Grey for Village Film, documents the tragic fates of a several individual gay Iraqis. …

CNN: Gays in Iraq terrorized by threats, rape, murder - citerer en officiel FN-rapport:

“Armed Islamic groups and militias have been known to be particularly hostile toward homosexuals, frequently and openly engaging in violent campaigns against them,” the report said, adding that homosexuals have been murdered.

“Militias are reportedly threatening families of men believed to be homosexual, stating that they will begin killing family members unless the men are handed over or killed by the family,” it said.

The report was issued at the end of 2006 and is the last U.N. study to touch on the subject.

Human rights experts say homosexuals are targeted for cultural reasons as well.

“Gay men and lesbians in Iraq face a lot of risks right now, because homosexuality is sometimes interpreted by people in Iraq as being a Western import,” said Scott Portman with the Heartland Alliance, a group that promotes human rights worldwide. “So they can sometimes be targeted by insurgent groups or militias, in part, because of animosity toward the West and, in part, because homosexuality is not well-accepted in Iraqi society.”

Her i den fredelige del af verden er der små ting, som bøsser har ondt i røven over. Out & About skriver også:

McCains stabschef outet

Amerikanske bloggere har outet den republikanske præsidentkandidats John McCains stabschef Mark Buse. 

Homobloggerne Mike Rogers og Michael Signorile har på deres blog skrevet om Buses angivelige homoseksualitet. De nævner blandt andet Buses ekskæreste som kilde. De kritiserer videre Buse for at arbejde for en præsidentkandidat, som udbreder homofobi. 

McCains kampagnen har indtil videre valgt ikke at svare på pressens spørgsmål om dette emne. 

Buse, der er ud af en stenrig familie fra Arizona, begyndte sin karriere som praktikant hos senator McCain tilbage i 1994. 

McCains kampagnemedarbejder måtte ikke have sit privatliv for sig selv, men skulle nedgøres i ligegyldig smudsjournalistik! Bemærk detaljen om at han er “stenrig”. Homo homini lupus.

Selvfølgelig kan man kritisere McCains manglende anerkendelse af “homorettigheder” – det er dog ikke værre end at han mener staterne selv skal have lov til at bestemme. Obama er heller ikke for glad for bøsser.

Men samtidig er det USA’s engagement i Irak- som McCain støtter indtil videre – der sikrer at irakiske bøsser har fået et lille frirum, som de må kæmpe for med livet som indsats. Ligesom de mange andre irakiske borgere der arbejder for demokratiet.

Sat meget på spidsen: Man kan godt spørge sig selv om det ville gavne homorettighederne  i Mellemøsten, hvis Obama kommer til magten. En abrupt tilbagetrækning fra Irak vil ikke være gavnlig for irakiske bøssers liv og helbred. Det samme gælder formentlig Obamas politik over for Iran, der som bekendt lyder: “Jeg vil besøge Ahmajinedad, han er sikkert til at snakke med.”

Giv Århus et Fascisthus?

Der findes hærværk og hærværk. De to begreber kan umiddelbart se ens ud, men der er stor forskel, alt efter hvem der udøver hærværket.

I går kom en højreorienteret århusiansk hærværksmand i fængsel, hvilket jeg ikke skal protestere imod. Han er endda blevet beæret med opmærksomhed i byrådet, der fandt det relevant at tage afstand til rudeknusninger. 

I går fik nogle venstreorienterede københavnske hærværksmænd et hus forærende – også fra selveste bystyret. De havde ikke kun smadret nogle ruder, men en hel bydel i løbet af det forgange år.  

Der er jo forskel på højreorienteret hærværk og venstreorienterede protester og aktioner.

De højreorienterede bøller i Århus kan virkelig ikke regne med at få belønning når de kun er 40-50 stykker. Det er ikke nok til at man er bange for dem. De mangler også venner i medier, politik og på institut for sociologi. Hvis de kan finde ud af at danne en bred hærværks-folkebevægelse, garneret med diffus kritik af regeringen og systemet, vil det give anderledes bonus.

Følger man logikken fra København, så bør man skænke de unge halv-nazistiske hooligans i Århus et Fascisthus.

Højreorienteret rudeknuser varefængslet i to uger   (Politiken)

Politiet har sigtet en århusiansk højrefløjsaktivist for hele fem gange at have smadret ruderne i Enhedslistens lokaler i Århus.

Det er ikke helt almindeligt at varetægtsfængsle i to uger for hærværk. Men det er heller ikke helt almindelig hærværk, en 25-årig århusianer blev anholdt for i går. I stedet står han sigtet for fem tilfælde af hærværk mod Enhedslistens lokaler i Sejrøgade i Århus – det vil sige politisk hærværk. …

Stort højreorienteret miljø i Århus
Den 25-årige er en del af en gruppe på cirka 40-50 mennesker, som befinder sig på den yderste højrefløj, og han er i forvejen kendt af politiet.

Gruppen benytter sig af hærværk og gadevold mod venstreorienterede, men også ganske almindelige mennesker i Århus. …

»Vi har brugt mange ressourcer på den her sag, fordi vi betragter kriminelle handlinger begrundet i politiske hensyn med meget stor alvor. Det betragter vi som en meget alvorlig forbrydelse«, siger chefpolitiinspektøren.

Han lover at ånde det højreorienterede miljø i Århus i nakken en rum tid fremover. Sagen om hærværket mod Enhedslisten er nemlig ikke politkredsens eneste sag, der lugter af højreekstremisme.

»Vi fortsætter efterforskningen – både i forhold til om der har været flere med i denne konkrete sag, men også i forhold til andre hændelser i politikredsen«, siger chefpolitiinspektøren.

Partier udsender fælles fordømmelse
Sagen har fået byrådspartierne i Århus til at udsende en fælles erklæring, hvor de tager afstand fra det politiske hærværk.

»Samtlige medlemmer i Århus Byråd tager på det skarpeste afstand fra de pågældende handlinger, der ikke alene er et angreb mod et politisk parti, men et angreb på folkestyrets væsen«, skriver politikerne i fælleserklæringen. »Noget sådan hører ingen steder hjemme i et demokrati, hvor man meget gerne må fægte – men det skal være med åben pande og foregå med lovlige midler«.

—

Samtidig i København:

Nyt ungdomshus på Dortheavej    (Politiken i går)

Københavns Kommune og de unge fra Jagtvej 69 har indgået en “aftale” om nyt ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

“De unge” i København får et ungdomshus på Dortheavej 61 i Københavns nordvestkvarter. …

Det oplyser børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Bag aftalen om et nyt ungdomshus står Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF.

Ifølge Københavns Kommune er Fonden Jagtvej 69 og ungdomshusbevægelsen også indforstået med, at et nyt ungdomshus på Dortheavej kan være løsningen på de “problemer”, der opstod, da ungdomshuset på Jagtvej 69 blev lukket for godt et år siden. …

(Mine fremhævelser – jeg syntes eufemismerne kaldte på anførselstegn).

Strid om ord: racistisk drab eller ej?

Det viser sig nu at overfaldet/drabet på Amager måske alligevel ikke var så “racistisk” som det forlød i første omgang.

Politiet tvivler på racistisk motiv til drab (Politiken)

Politiet undersøger beskyldninger om at racisme var årsagen til drab på et 16-årig avisbud. Men drabschef og gadeplansarbejder tvivler. …

Mistanke om racisme
Ifølge en af den dræbte drengs kammerater, som overværede overfaldet, råbte mindst én af de tre overfaldsmænd racistiske skældsord til ofret.

Blandt andet: »Hva’ glor du på, perkersvin«!, inden slagene faldt. Men drabschef Ove Dahl har »ingen bemærkninger« til, om drabet efterforskes som racistisk betinget:

»Det, som jeg kan læse i rapporterne, er, at vidner overhører noget i retning af, at der bliver sagt: »Hva’ glor du på«? At der så kommer nye rygter – eller der bliver bygget noget på, det har jeg slet ingen bemærkninger til«, siger Ove Dahl.

Politiken insisterer – de vil ikke opgive deres vinkling fra i går:

- Hvis en forbrydelse har racistiske over- eller undertoner, skal det indberettes til Politiets Efterretningstjeneste. Vil denne forbrydelse blive det?

»Det ved jeg slet ingenting om. Det har jeg ikke haft nogen overvejelser om endnu. Det er alt, alt, alt for tidligt at vide. Jeg mener, det er jo kun gisninger. Indtil videre vil jeg bruge de næste uger på at opklare den her sag«.

Henrik Vang Nielsen fra Projektbasen på Amager, som arbejder med unge på gadeplan – blandt andet i området, hvor overfaldet fandt sted onsdag – tror ikke på, at overfaldet er racistisk begrundet.

»Vi har de seneste måneder oplevet, at to bander jager hinanden på Amager i biler. De har flere gange forsøgt at køre hinanden ned. Men der er tale om blandede grupper af unge. Så det er ikke et racistisk opgør, der er i gang. Jeg tror simpelthen, at den 16-årige bare har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt«, siger Henrik Vang Nielsen.

—

De fleste konflikter hvor to etniske grupper står over for hinanden har “racistiske over- eller undertoner”, som Politiken så musikalsk kalder det.

Problemet er hvordan dette racistiske spøgelse egentlig skal defineres. Hvad skal det bruges til? Måske at skyde ansvaret videre på det racistiske samfund, racistiske politikere, den racistiske presse, den europæiske kultur osv.

Derved fjerner man fokus fra det konkrete. Fra den hverdag med klandannelse og daglige konflikter, som børn og unge i et udsat kvarter oplever.

Jeg er 32, fra landlig baggrund, med 14 år i København. Dem der er 20 år yngre og vokser op i en dansk storby i dag lever i et totalt anderledes miljø. Jeg er ikke i stand til at opleve deres situation på egen hånd, men jeg prøver at holde øjne og ører åbne. Jeg hører samtaler om: “ham der er muslim, ham den anden er ikke muslim”. De jonglerer med religiøse og etniske begreber som man ikke havde brug for da jeg var teenager. De er vokset op med masser af religiøst og etnisk besvær i det daglige som noget helt normalt. Prisen er et meget kompliceret og fragmenteret fællesskab, hvor konflikter lurer under overfladen.

Sæt det over for de midaldrende, håbløst selvgode og belærende typer, der benægter fakta og totalt svigter de unge, danske såvel som dem “af anden etnisk herkomst”.

Jeg finder det ikke så vigtigt om drabet i Polensgade skal lægges på PET’s racisme-hylde eller ej, da det er en strid om ord. Noget tyder på et rimelig stort svigt af et uregerligt barn med psykiske problemer (Ekstra Bladet). Skoleinspektøren i området advarer: Mere vold på vej (BT).

Nedskæringerne på det københavnske socialområde har i øvrigt en baggrund:

Socialborgmester rammes af ny hård kritik (Politiken 7. januar)

Overforbrug i socialforvaltningen i Københavns Kommune betyder massive besparelser på det forebyggende arbejde med udsatte børn. …

Årsagen er et eskalerende overforbrug i Warmings forvaltning, der nu medfører dramatiske nedskæringer på den forebyggende indsats i forhold til socialt udsatte børn og deres familier - vel vidende, at konsekvensen sandsynligvis bliver flere ødelagte børn, der senere må anbringes uden for hjemmet. …

(Socialborgmester Mikkel Warming er fra Enhedslisten).

De unge i etnisk blandede områder er vokset op med bruge ord som “perker”, “kartoffel”, “kaffirsvin” og meget andet over for hinanden. Den grove tone er måske noget de bruger næsten uden af tænke over det, men det afslører underliggende problemer. De lever midt i heksekedelen – eller spændingsfeltet, hvis et mildere synonym foretrækkes. Mens embedsmændene advarer mod stigmatisering og laver mangfoldighedspolitikker.

Uanset om nogen råbte “perkersvin” eller ej, så har en stor del af volden noget med multikulturelle spændinger og deraf følgende gensidig racisme at gøre. Dvs. racismen kan gå begge veje. Ofret befandt sig i dette tilfælde vistnok på det forkerte sted og var helt uskyldig, hvilket er særdeles tragisk, men det ændrer ikke på det store perspektiv.

For at genopfriske hukommelsen:

Knivdrab på Tingbjerg, 8. marts 2008 – det er 14 dage siden. En dansker blev dræbt af to 2. generationsindvandrere ved en planlagt aktion. Udløste ikke fakkeltog eller nogen større omtale.

Hue-mordet, 5. januar 2008. En dansk-afrikaner blev dræbt af en dansk “rigmandssøn“, en iraner og en brasilianer. Udløste fakkeltog, facebook-grupper og meget andet.

Hvorfor den forskel? Ønsker man i virkeligheden ikke at gøre noget ved problemerne, men kun reagere når den politiske korrekthed er truet? Jeg mener begge typer drab fortjener interesse og omtale. Og fakkeltog er smukt, men næppe interessant for at gøre noget ved kriminalitet.